ANARKIMÊLÉE
Sommeren over slår Anarki og Mêlée pjalterne sammen og serverer det bedste fra de to køkkener på én adresse. Det betyder i praksis at Anarki har lukket men at du kan møde os alle fra begge restauranter fra d. 5. juli t.o.m d. 6. august på Mêlées terrasse. Vi lover bl.a. salte vafler med trøffelmayo, pasta med bakskuld, onglet, kalvebrissel, rejer på toast, masser af fisk, solskin og kulørte lamper!
Vinmæssigt bløder vi også op for det frankofile islæt Mêlée normalt har og medbringer et par anarkistiske vine fra den “nye verden” – Dan har lovet ikke at blive sur 🙂 Vi lover desuden masser af kølig rosé og har du endnu ikke været så heldig at få et glas pivfrisk Txakoli på Anarki får du nu chancen på Mêlée. Det bliver sjov og ballade og fornøjeligt og godt.
SØNDAGS JAZZ d. 3. JULI
Søndag d. 3 juli fejrer vi Copenhagen Jazz Festival og inviterer til Jazz & Grill på Martensens Allé. Vi starter kl. 13.00 med det Rune kalder “et orgie af snacks”. Siden da skal der grilles skaldyr, fisk, indmad og kød og vi slutter af med lidt sødt til tonerne af blød jazz på terrassen. Prisen er kr. 350,- pr. person for mad & live musik. Vi laver et urimeligt dejligt vinkort til eftermiddagen med masser af saftige sager og kult-kup!
Har du lyst til at deltage så skriv en mail til mail@melee.dk – der er et begrænset antal pladser som tildeles efter først til mølle princippet. Der kan ikke bookes online til dette arrangement og tilmelding er bindende!
Vejret er naturligvis med os, men skulle himlen mod forventning åbne sig så forbeholder vi os retten til at aflyse arrangementet.